Lejeblog

Tjekliste inden du skriver under på din lejekontrakt

Tjekliste inden du skriver under på din lejekontrakt

Når man efter en lang og sej boligjagt endelig har fået tilbudt en lejebolig, kan det være fristende at skrive under på næsten hvad som helst. Her er 5 punkter du dog som minimum skal holde øje med, inden du skriver under.

Selvom lejeloven ofte stiller lejer bedre end udlejer.

Og selvom det ikke er alt, hvad der står i kontrakten, som er bindende.

Så er det alligevel vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i, hvad det er du skriver under på.

Lejekontrakten er nemlig det første sted man kigger, når det skal afgøres, hvad der rent faktisk er aftalt mellem dig og din udlejer.

I dette indlæg får du derfor en gennemgang af 5 punkter i lejekontrakten, som du i hvert fald skal sætte dig ind i, inden du skriver under på noget som helst.

“Den mest anvendte kontraktformular er typeformular A9”

Hvilken type kontrakt er der tale om?

Det første du skal sætte dig ind i, når du får udleveret din nye lejekontrakt er, hvilken type kontrakt, der er tale om.

Er der tale om en typeformular eller en hjemmelavet kontrakt?

Det kan nemlig have betydning for, hvordan vilkårene i kontrakten skal vægtes.

De fleste lejekontrakter indgås på typeformularer.

Den mest anvendte kontraktformular er typeformular A9, der anvendes af private udlejningsselskaber og andre private udlejere.

Derudover anvendes typeformular B i almene lejemål.

Hvis I anvender typeformular A9 vil der formentlig ikke være anledning til ligeså mange fejl i kontraktens indhold, som hvis I anvender en hjemmelavet kontrakt.

Dog gælder der særlige regler for, hvordan typeformularer skal anvendes.

Du kan læse mere om typeformular A9 her.

Har du derimod fået en kontrakt i hånden, som ikke ligner en såkaldt typeformular, skal du være ekstra opmærksom på, hvad det er du skriver under på.

“Hvis kun det ene navn fremgår, kan det have indflydelse på, hvem der kan blive boende”

Kontrollér oplysningerne i kontrakten

Det virker så simpelt, at det næsten må være unødvendigt at nævne, ikke sandt?

Nej… Selvom det er simpelt, er det utrolig vigtigt, at du kontrollerer, at kontraktens oplysninger er korrekte og præcis som du har aftalt med din udlejer.

Fejl i kontrakten kan medføre store problemer senere hen i lejeforholdet eller når dette ophører.

Du bør som det første kontrollere, at navn, adresse osv. er korrekt anført.

Hvis I er to lejere, fremgår begge jeres navne så af kontrakten? Eller fremgår kun den ene lejers? Hvad havde I aftalt med udlejer?

Hvis kun det ene navn fremgår, kan det have indflydelse på, hvem der kan blive boende, når den ene af jer skal flytte, og hvem der hænger på regningen til istandsættelse.

Dernæst skal du sikre dig, at kontraktens oplysninger om husleje, depositum, vedligeholdelse, lejeperiode osv. er som aftalt mellem dig og udlejer.

De fleste lejere har fundet deres lejebolig gennem en annonce på internettet, og har derfor haft en dialog med udlejeren, inden de flyttede ind,

Det er vigtigt at tjekke, at oplysningerne i kontrakten er som de tidligere er blevet oplyst.

Husk på, at hvis der senere hen opstår problemer, er det oplysningerne i kontrakten, der lægges til grund.

Også selvom du mener, at du havde aftalt noget andet med din udlejer.

“Din udlejer kan som udgangspunkt kun forhøje huslejen, hvis det er gyldigt aftalt på forhånd”

Hvad skal der betales?

Som nævnt ovenfor, skal du undersøge, hvad der står i kontrakten om betalinger i lejeforholdet.

Både ved lejemålets start og undervejs i lejeperioden.

Undersøg om husleje, udgifter til vand og varme, samt andre udgifter fremgår som aftalt.

Hvad står der i kontrakten om huslejestigninger? Din udlejer kan som udgangspunkt kun forhøje huslejen, hvis det er gyldigt aftalt på forhånd.

Med den nye lejelov blev reglerne desuden ændret, så der ikke længere kan indgås aftaler om trappeleje.

Har du aftalt med din udlejer, at du skal betale et indskud inden du flytter ind, skal dette ligeledes fremgå af kontrakten.

Der kan ved lejemålets start maksimalt opkræves depositum svarende til 3 måneders husleje samt forudbetalt husleje for 3 måneder (i alt svarende til 6 måneders husleje).

Du bør desuden kontrollere, hvem du skal betale til. Er dette den samme person, som du har haft kontakt med tidligere?

Hvis ikke, er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom, inden du overfører penge til en konto, som du ikke ved hvor tilhører.

“Indtil den nye lejelov trådte i kraft den 1. januar 2015, var det normalt, at der indsattes bestemmelser om nyistandsættelse”

Vedligeholdelse og istandsættelse

Nogle af de punkter i lejekontrakten, der kan medføre flest konflikter ved lejemålets ophør, er punkterne om vedligeholdelse og istandsættelse.

Det er derfor vigtigt, at du kontrollerer, hvem der har fået vedligeholdelsespligten og pligten til istandsættelse.

Hvis intet andet er aftalt i kontrakten, følger kontrakten blot lejelovens almindelige regler om vedligeholdelse.

Disse dikterer, at det er udlejer, der har både den indvendige og den udvendige vedligeholdelsespligt.

I langt de fleste lejekontrakter er den indvendige – og i visse tilfælde også den udvendige – vedligeholdelsespligt imidlertid væltet over på lejer.

Vær opmærksom på, at indvendig vedligeholdelse ikke nødvendigvis betyder, at du skal vedligeholde alt, hvad der befinder sig inden for lejlighedens fire vægge.

Under alle omstændigheder bør du undersøge, hvordan vedligeholdelsespligten er fordelt.

Det samme skal du gøre for så vidt angår kontraktens punkter om istandsættelse af lejligheden ved lejeaftalens ophør.

Som udgangspunkt skal lejligheden bringes i samme stand som det var i, da du flyttede ind. Der kan dog være aftalt andet i kontrakten.

Indtil den nye lejelov trådte i kraft den 1. januar 2015, var det normalt, at der indsattes bestemmelser om nyistandsættelse, hvilket betyder, at lejemålet skal bringes i en sådan stand, at det fremstår som nyt.

Dette kan dog være en utrolig bekostelig affære for lejer, og hvis du ser sådan en bestemmelse i din kontrakt, er den altså ikke gyldig.

Aftaler om nyistandsættelse, der blev indgået før den nye lejelov trådte i kraft er dog fortsat gyldige.

Du kan aldrig blive forpligtet til at bringe lejemålet i bedre stand end det var i, da du flyttede ind, uanset om det står i kontrakten.

Du kan læse mere om vedligeholdelse og istandsættelse lige her.

“Vilkår der normalt ville være ugyldige er fortsat ugyldige selvom de er anført i lejekontraktens § 11”

§ 11 - Særlige vilkår

Dette afsnit vedrørende lejekontraktens § 11 om særlige vilkår er kun relevant for dig, der indgår din lejekontrakt ved brug af typeformular A9.

Men da langt de fleste lejeaftaler indgås ved brug af denne, er det med her.

Som titlen antyder skal særlige vilkår anføres i dette afsnit i lejekontrakten.

Typeformular A9 er som bekendt en standardskabelon, hvor oplysningerne blot udfyldes i skabelonens dertil oprettede felter. Afvigelser fra typeformularens standardbestemmelser skal derfor anføres særskilt i kontraktens § 11.

De særligt byrdefulde vilkår anføres her, hvorfor det er yderst vigtigt, at du læser afsnittet om særlige vilkår grundigt igennem.

Hvis særlige vilkår ikke er anfør korrekt i dette afsnit, er de ikke gyldige over for hverken dig eller din udlejer.

Vilkår der normalt ville være ugyldige, er fortsat ugyldige selvom de er anført i lejekontaktens § 11.

Aftaler om huslejestigninger skal anføres i typeformularens § 11.

Desuden skal vilkår om tidsbegrænsning af lejeperioden anføres her.

Hvis et vilkår om tidsbegrænsning ikke anføres korrekt i dette afsnit, betragtes lejeaftalen som en uopsigelig lejeaftale, og din udlejer vil have betydeligt sværere ved at smide dig ud.

Tak for, at du læste med!

Har du et spørgsmål om din lejesituation?
Så er du velkommen til at skrive til os for en gratis og uforpligtende vurdering.

Vil du læse mere om lejeret?
Så er du velkommen til at gå på opdagelse i et af de mange indlæg i vores blog.

Exit mobile version