Har du også problemer med din udlejer? Her får du her en gennemgang af dine muligheder for at klage samt indbringe en sag for enten Huslejenævnet eller Boligretten.

Selvom der opstår uenigheder er det altid en god idé at bevare en pæn og sober tone. Ligegyldigt hvor meget man har ret og hvor uretfærdigt man mener, at sagen er forløbet.

Husk på, at din udlejer også blot handler ud fra, hvad der synes at være rimeligt set fra hans/hendes synspunkt.

Når det så er sagt, så skal du selvfølgelig ikke bare finde dig i hvad som helst.

Vi gennemgår i dette indlæg forløbet hele vejen fra den første indsigelse til din udlejer og indtil en eventuel behandling af sagen ved domstolene.

“Ofte beror problemers opståen på en misforståelse, der kan løses, hvis man blot får snakket om tingene”

Indsigelser til udlejer

Simpelt og konkret

Det første du skal gøre er altid at gøre din udlejer opmærksom på, hvad du er uenig  i.

Med det samme du bliver opmærksom på et problem, bør du derfor rette henvendelse til din udlejer på en pæn og spørgende måde.

Det er i første omgang ikke nødvendigt at læse op på alle relevante paragraffer og juridiske argumenter, da det kan virke intimiderende for en udlejer at blive mødt med dette fra start.

Man risikerer blot, at sagen løber ud på et sidespor allerede tidligt i forløbet. Hvilket kan besværliggøre dine muligheder for at finde en rimelig løsning senere hen.

Ofte beror problemers opståen på en misforståelse, der kan løses, hvis man blot får snakket om tingene.

Og så vil det være en skam, hvis man er blevet uvenner inden man overhovedet ved, hvad man er uenige om.

Skriftlig indsigelse

Når du har gjort din udlejer opmærksom på problemet, og det står klart, at I ikke kan blive enige, er det vigtigt, at du sender en indsigelse til din udlejer.

Indsigelser skal som udgangspunkt sendes med brev, men det kan være aftalt i lejekontrakten, at kommunikation kan ske via e-mail.

I indsigelsen skal du opliste alle de forhold i sagen, som du vil gøre gældende. Hvis indsigelsen vedrører vedligeholdelse, skal det altså specificeres, hvilke vedligeholdelsesarbejder, der er tale om.

Herefter skal udlejer have lov til at udbedre forholdet.

Først når du har forsøgt selv at løse konflikten med din udlejer, skal du gå videre med sagen.

“Det er beboerrepræsentationens ansvar at repræsentere ejendommens beboere over for udlejer”

Beboerrepræsentation

Hvis du bor til leje i en ejendom med en beboerrepræsentation, skal du gå til denne i stedet for din udlejer.

Det er nemlig beboerrepræsentationens ansvar at repræsentere ejendommens beboere over for udlejer.

En beboerrepræsentation består af repræsentanter blandt lejerne, som vælges på et årligt beboermøde i ejendommen.

For at en ejendom kan have en beboerrepræsentation, skal ejendommen have mindst 6 lejligheder. Men det er ikke nødvendigvis alle større udlejningsejendomme, der har en beboerrepræsentation.

De er som regel at finde i almene boligforeninger.

Foruden at være repræsentant for lejer i tvister med udlejer, har beboerrepræsentanter en række yderligere opgaver, der bl.a. omfatter gennemgang af ejendommens budget, deltagelse i flyttesyn, fastsættelse af husorden mv.

Indsigelser indsendes til beboerrepræsentationen på samme vis, som hvis de var sendt direkte til udlejer.

“Sammen med din klage skal du sende en kopi af din lejekontrakt samt al tidligere korrespondance mellem dig og din udlejer”

Huslejenævnet

Hvad kan behandles?

Kan du ikke blive enig med din udlejer, skal du sende din klage til Huslejenævnet.

Huslejenævnet består af en formand med juridisk baggrund, samt to sagkyndige repræsentanter, der repræsenterer henholdsvis lejer og udlejer.

Det er Huslejenævnets primære opgave at afgøre tvister i sager mellem lejere og udlejere.

Huslejenævnet kan behandle sager, der vedrører spørgsmål om:

– Vilkår i lejekontrakten
– Huslejens størrelse
– Tilbagebetaling af depositum
– Vedligeholdelsespligt

Huslejenævnet kan ikke behandle sager, der vedrører spørgsmål om:

– Opsigelse
– Afslag i huslejen som følge af mangler
– Erstatningssager mellem lejer og udlejer

Derudover kan Huslejenævnet, ligesom de fleste andre klagenævn, heller ikke behandle sager, der kræver egentlig bevisførelse og/eller vidneafhøringer.

Sådan gør man

På Huslejenævnets hjemmeside kan du se en komplet liste over, hvilke typer af sager nævnet kan – og ikke kan – behandle.

Du finder Huslejenævnet på din kommune eller på borger.dk.

Når du vil klage til Huslejenævnet sender du din klage til Huslejenævnet i den kommune, hvor det pågældende lejemål ligger.

Sammen med din klage skal du sende en kopi af din lejekontrakt samt al tidligere korrespondance mellem dig og din udlejer.

Derfor er det, som tidligere nævnt vigtigt, at du har skrevet klart og tydeligt til din udlejer, hvad du er uenig i, inden du går videre med sagen.

Når man klager til Huslejenævnet, skal der betales et klage gebyr (315 kr. i 2021). Hvis man får medhold i sin klage, tilbagebetales gebyret.

Bor du i en almen lejebolig, der er omfattet af reglerne i almenlejeloven, kan du ikke klage til Huslejenævnet. Du skal i stedet klage til Beboerklagenævnet som egentlig blot er en pendant til huslejenævnet.

Beboerklagenævnets kompetencer minder i høj grad om Huslejenævnets, men adskiller sig alligevel en smule herfra.

De kan eksempelvis ikke behandle sager imellem ejendommens lejere, eller sager om lejerestance.

Klager til Beboerklagenævnet skal ligeledes indbringes ved at kontakte kommunen.

Klagegebyret i Beboerklagenævnet er lidt mindre end det til Huslejenævnet (147 kr. i 2021).

Husk desuden, at du i almene boliger ikke kan klage over huslejens størrelse.

“Boligretten kan behandle alle typer af lejesager, uanset hvad tvisten vedrører”

Boligretten

Hvad er Boligretten?

Hvis du eller din udlejer er uenig i et af nævnenes afgørelser, kan sagen ankes til Byretten.

I lejesager kaldes denne del af domstolene for Boligretten.

Boligretten kan behandle alle typer af lejesager, uanset hvad tvisten vedrører.

De forhold der ikke kan indbringes for enten Huslejenævnet eller Beboerklagenævnet, skal derfor anlægges direkte ved Boligretten.

Hvis du ønsker at indbringe Huslejenævnets afgørelse for Boligretten, skal du gøre dette inden for 4 uger efter, at Huslejenævnet traf sin afgørelse.

Herefter er afgørelsen endelig.

Boligretten er en del af det almindelige domstolssystem, hvilket indebærer, at du selv er ansvarlig for at forberede og tilrettelægge din sag.

Derfor kan det være en god idé at søge professionel bistand hos en advokat. Men det er ikke nødvendigvis et krav, at du får hjælp.

Sagens gang

En sag ved Boligretten anlægges ved, at den ene part sender en stævning til retten og således “sagsøger” den anden part.

Civile retssager anlægges på minretssag.dk.

Derefter følger sagens gang den almindelige retssagsproces.

Det vil sige, at der udveksles et eller flere processkrifter, og at sagen ender med en hovedforhandling. Herefter afsiges en dom.

Hvis en af parterne fortsat er uenig i udfaldet af sagen, kan dommen ankes til Landsretten.

En sag der ender i Boligretten kan tage lang tid og kan ende med at blive en dyr affære.

Derfor kan det være en god idé, hvis man er indstillet på at indgå et forlig med sin modpart, inden sagen når for langt hen i forløbet.

Tak for, at du læste med!

Har du et spørgsmål om din lejesituation?
Så er du velkommen til at skrive til os for en gratis og uforpligtende vurdering.

Vil du læse mere om lejeret?
Så er du velkommen til at gå på opdagelse i et af de mange indlæg i vores blog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.